Sæson 2020

Hypnose kan skabe gode ændringer uden bivirkninger v/ John Madsen

Onsdag den 29. januar kl. 19.30 på Den Gamle Skole, Smedegade 5 i Kirke Værløse

Hypnose er en vågen tilstand, som når man dagdrømmer. I denne tilstand bevæger man sig forbi den logiske bedømmende bevidsthed. Når det sker, er det muligt at ændre vaner eller andre mentale, uønskede tankemønstre, dvs. man kan skabe ønskede ændringer uden bivirkninger.

John Erik Madsen, der har klink i Ballerup, er uddannet Certified Instructor NGH, dvs. certificeret hypnotisør og hypnoterapeutsamt uddanner hypnotisører, vil denne aften fortælle om, hvad man konkret kan anvende hypnose til og ved hvilke tilstande, som fx kan være søvnproblemer, vægtændring, angst, stress- og smertetilstande m.v. Læs mere på www.shinehypnose.dk

Hvor alternativt det end kan lyde, er der både dokumentation for og talrige eksempler på, at man mentalt kan ændre opfattelsen af kroppens signaler, hvilket fx stuntmanden Lasse Spang Olsen også har vist i flere tv-programmer og film.

Kom og få viden om og indblik i hypnose og hvad det kan bruges til.

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

Rejseforedrag om Bali, der også kaldes gudernes ø v/ Peer Faurskov

Torsdag den 27. februar kl. 19.30 på Den Gamle Skole, Smedegade 5 i Kirke Værløse

Den indonesiske ø Bali er lidt mindre end Sjælland og her lever omkring 4 millioner mennesker. 92 % af befolkningen er hinduer og religionen på Bali er meget fremtrædende i form af store og små templer, som både kan være offentlige og findes i private hjem, ligesom der overalt ses små daglige offergaver til guderne i form af blomster og frugt.

Klimaet er tropisk, landskabet er meget bjergrigt, især på den nordlige del af øen. Det højeste bjerg er vulkanen Gunung Agung på 3.142 m. Rismarkerne udgør desuagtet 20 % af jorden og er typisk anlagt som terassemarker.

Peer Faurskov, der har været rejseleder på grupperejser til de mere eksotiske dele af verden, vil denne aften fortælle om eventyrøen, som betager enhver, der rejser dertil pga. øens skønhed, natur, hvide strande, azurblå hav, køkken, kunst og befolkningens umådeligt imødekommende venlighed.

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

Ungt dansk par på gummiplantage i troperne v/ Arne Hendrichsen

Torsdag den 26. marts kl. 19.30 på Den Gamle Skole, Smedegade 5 i Kirke Værløse

Hvad får to unge mennesker til at søge udfordringer i troperne for at bosætte sig i et ukendt miljø, langt fra den trygge tilværelse hos familien i Danmark? Omdrejningspunktet er overraskende nok en viljestærk kvindes målrettede indsats for en spændende hverdag under eksotiske himmelstrøg.

Dansk Ostindisk Plantage Selskab ejede i starten af 1900-tallet plantager i Hollandsk Ostindien. Til at lede disse plantager i troperne ansatte man unge skandinaviske mænd.

Drevet af udlængsel og pionerånd forestillede det unge par,Johanne og Arne Skjoldager, sig fremtiden i Sydøstasien og lagde planer hjemme i København. Da Arne imidlertid begyndte at tvivle på egne evner, tog hans forlovede affære. Uden hans vidende – og i hans navn – søgte hun job på en af gummiplantagerne, uden egentlig at vide hvad det ville medføre. Han fik stillingen på plantagen Telok Pandjie, der lå lige under ækvator.

I løbet af et kvart århundrede var de i Danmark tre gange. To gange med skib, og én gang var de tvunget til at rejse med Den Transsibiriske Jernbane.

Resten af historien kan man høre, når parrets barnebarn, Arne Hendrichsen, under ledsagelse af mange fotos fortæller om et fantastisk spændende liv på Sumatra

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

 

Sov godt – foredrag om at få en bedre søvn v/ Lotte Klink

Onsdag den 29. april kl. 19.30 på Den Gamle Skole, Smedegade 5 i Kirke Værløse

Døjer du med nætter, hvor du har svært ved at falde i søvn? Eller vågner du midt på natten for så at opleve, at du ikke kan falde i søvn igen? Så skal du vide, at det er helt normalt. I maj 2018 blev der således offentliggjort en undersøgelse, der viste, at 45 % af Danmarks befolkning har udfordringer med deres nattesøvn og sover dårligt.

I dette foredrag får du viden og redskaber til at få den gode og restituerende nattesøvn tilbage, så du har mere energi og glæde i din hverdag.

Lotte Klink er en anerkendt ekspert indenfor stress og forandringer samt også god nattesøvn, som hun har haft særligt fokus på de senere år.

"Alt for mange af os finder os i at have det, som vi har det, uden at vide, at det rent faktisk kan blive meget bedre," siger hun. Læs evt. mere på www.lotteklink.dk

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

 

Har du mødt en energityv? v/ Heidi Schønberg

Onsdag den 27. maj kl. 19.30 på Den Gamle Skole, Smedegade 5 i Kirke Værløse

Oplever du også pludselig at blive drænet og træt efter at have været sammen med en bestemt person? Så er det måske en energityv, du er udsat for.

En energityv kan forekomme i flere varianter, fx i form af en 'brokke-røv', en 'bulldozer' en kritisk sortseer etc., og det kan være en veninde, en kæreste, en kollega eller et familiemedlem.

Ved dette foredrag får du teknikker til at lægge en ny strategi for samværet med en energityv, så I kan opnå et større fællesskab og få mere glæde af hinanden.

Heidi kommer ind på emner som: Hvad er energityvens motiv? Hvordan er hans teknik? Hvordan stopper du ham? Hvordan sætter du grænser?

Heidi Maria Schønberg har solid erfaring, idet hun siden 1994 har arbejdet som coach og virksomhedskonsulent. Hun arbejder specielt med stresshåndtering, personlig udvikling, samarbejdsprocessor, fobi-behandling samt trivsel og sundhed på arbejdspladsen. Læs evt. mere på www.heidi-schoenberg.dk

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

22.12 | 18:11

Hej Charlotte,
jeg skal hilse fra Grethe og sige tak.
Mange hilsner, Ann

...
21.12 | 21:49

tak for det charlotte

...
21.12 | 21:36

Der er nu lagt billedtekster på hjemmesiden med forklaringer til billederne i 2020-kalenderen.

...
21.12 | 10:51

kære charlotte
jeg kan ikke få billederne toil at passe til kalenderen, det må være sidste års billeder

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE