Hvad er en husmoder?

Husmoder, husmor eller madmor

Husmoder, husmor, på landet ofte kaldt madmor, kvinde, der sammen med sin mand eller alene har ansvaret for en husstand og forestår husholdningen. I middelalderen var husmoderværdigheden forbundet med langt større myndighed end senere. Husmoderens magtstilling i hjemmet symboliseredes ved nøglerne, jf. udtrykket "hun bærer nøglerne", dvs. har adgang til og ansvar for hjemmets forrådsrum, kister og skabe.

I ældre tid var husmoderens opgaver mange, bl.a. at sørge for, at forrådsrummene blev fyldt op med madvarer. Desuden stod hun sammen med tjenestepigerne for tilberedning af råvarer: tørring, røgning og saltning af kød og fisk, kærning af smør, tilvirkning af ost, bagning, brygning, lysestøbning samt fremstilling af tøj og tekstiler. Hertil kom de daglige måltider, vask og rengøring, pasning af børn og omsorg for syge og gamle.

Landhusmoderen og hendes piger lavede næsten alting selv og stod desuden for pasning og slagtning af smådyr, malkning, pasning af have og kålgård samt medhjælp i marken. Byhusmoderen sørgede også for hjemmets forsyning. De nødvendige råvarer købtes på torvet til forarbejdning hjemme; færdige produkter som brød og øl kunne tidligt købes hos bagere og bryggere.

I slutningen af 1800-t. ændrede husmoderens arbejde karakter. Industrivirksomheder overtog fremstillingen af dagligvarer, og forrådshusholdning ændredes gradvis til konsumhusholdning, først i byen, siden på landet. Husmoderens arbejde koncentreredes i stedet om hjem, mand og børn. Borgerskabets husmoder havde ansatte til at udføre arbejdet og brugte den fri tid til egne interesser, mens moderskabsfunktion og husarbejde i jævnere byfamilier påhvilede husmoderen alene. I de dårligst stillede familier måtte husmoderen ofte have udearbejde for at få pengene til at slå til.

På landet overtog andelsvirksomheder mange tilvirkningsarbejder, og med malkemaskinen blev malkning mandearbejde. I stedet øgedes rengøringsarbejdet for kvinderne som følge af de nye, større stuehuse med en mere bypræget indretning samt tidens voksende krav til hygiejne.

Unge piger lærte deres fremtidige husmoderrolle af moderen, gennem en plads i huset eller fra 1890'erne på husholdningsskole (se husholdningsuddannelser). I husmoderforeninger kunne husmødre dygtiggøre sig og lære nyt. Målet var at højne husarbejdets anseelse og skabe større respekt om husmoderen. I 1920 organiseredes De Danske Husmoderforeninger, som 1997 skiftede navn til DDH Forening af Aktive Kvinder.

Da flere kvinder fra 1960'erne kom ud på arbejdsmarkedet, fik den moderne husmoder dobbeltarbejde, men nye elektriske redskaber og en ændret holdning til husarbejdet gjorde det lettere og mindre omfattende. Børnepasning og omsorgsarbejde blev i nogen grad overtaget af det offentlige, og husarbejdet blev i højere grad et fællesanliggende for familien. Kilde: Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi

 

Husmor uden kedsomhed

Else Toftkær Jensen beskriver husmødrenes vigtige opgave som børneopdragere og den centrale rolle, hun mener, hjemmene burde spille i det moderne samfund i en artikel i Information bragt den 25. - 26. april 1959 med titlen ”Husmoder uden kedsomhed”.

Ret interessante betragtninger. Læs selv hele artiklen her: http://www.kvinfo.dk/kilde.php?kilde=311

 

Vrede unge hustruer

I 1959 portrætterede Politiken yngre hjemmearbejdende kvinder i et forstadskvarter eller en soveby, som det hed dengang - under overskriften: "Vi keder os til fortvivlelse". Det blev startskuddet til en hidsig offentlig diskussion om, hvor kvinders rette plads var. Små familier i mindre lejligheder med moderne husholdningsmaskiner minimerede husarbejdet, og tilværelsen som husmødre gav ikke unge veluddannede kvinder udfordringer nok. Pressen døbte dem "vrede unge hustruer" som en pendant til den nye samfundskritiske forfattergeneration "de vrede unge mænd".

Interessant artikel om unge kvinders liv. Læs mere her: http://www.kvinfo.dk/side/1045/

Er kvinden vokset fra rollen som husmor?

"Intet voksent menneske kan føle det tilfredsstillende at nøjes med at snakke med mand og børn og få sit eget hjem til at skinne... Den moderne husmors tilværelse er så utilfredsstillende, at hun må finde tilfredsstillelse ved stadig at købe nye ting og ved at gøre sin mand og sine børn til statussymboler..."

Eva Bendix refererer Betty Friedans synspunkter i bogen ”The Feminine Mystique”. Læs hele artiklen fra Aktuel den 20. oktober 1963 her: http://www.kvinfo.dk/kilde.php?kilde=315

 

Husmoderens exit

68-generationen, ungdomsoprør og rødstrømperne trak på samme tidens hammel: Kvindernes plads var på arbejdsmarkedet, ikke bag hjemmets renvaskede gardiner. Og resultatet var imponerende: I 1966 var 66% af alle gifte småbørnsmødre husmødre - 30 år senere regnede kun 1% af nybagte mødre sig som "husmødre" efter endt barselsorlov. Læs hele den fremragende artikel på http://www.silkeborgmuseum.dk/dk/husmoderen.htm

 

 

 

En amerikansk reklame fra 1948 for et nyt, moderne køkken.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 17:06

Tak Charlotte, det er Kirsten Gräs

...
22.03 | 00:10

Kære Knud-Erik,
Jeg kender ikke noget til en husmoderforening i Nyborg, men har dog fundet foto og tekst her: https://arkiv.dk/vis/971777

...
21.03 | 18:23

Er der nogen, der ved noget om Kirsten Gräs, Nyborg. Hun var formand (måske kun lokalt) i 1960. Hun var min mors kusine.
På forhånd tak.

...
25.01 | 10:39

Der er omvalg af forbrugerrepræsentanter i NOVAFOS 29. januar - 9. februar. Den lokale kandidat, DAN ROSBJERG, er stadig opstillet. Stem med NemID.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE